Så gik der tid med det

9 02 2014

Sidste weekend: Et sørøverskib, en raket, noget vasketøj og en masse lego

Oscar brugte starten af sidste uge på at ligge syg. Fredag var han af sted i børnehave igen (kort dag) og så har han ellers brugt weekenden til at komme ovenpå igen. Det vil sige at vi faktisk mest har slappet af. Set lidt fjernsyn (mest Tom og Jerry), spillet lidt iPad, lavet lidt mere (1½) af vores “kreativ julekalender projekter” og så har vi skilt lego ad og samlet lego…

Måske skulle jeg finde nogen billeder…

Oscar bygger Lego

Skil Lego robot ad; byg Lego bil! 1. februar 2014.


Sørøverskib

Sørøverskib fra Shanes julekalender 2012, bygget 2. februar 2014.

Jeg har også en video af en Oscar, der sidder og maler, men jeg tror lige den skal klippes lidt kortere…

Hverdage Uge 6

Jeg tror den her uge lignede de fleste… Eller det vil sige Oscar gik i børnehave, og Mads og jeg gik på arbejde, men udover det så havde jeg faktisk også lidt travlt. Oscar og jeg var til musik mandag, og det var rigtigt godt, og så var vi forbi fiskemanden og hente fiskefileter på vej hjem, og det var også godt. Tirsdag var jeg til yoga. Det var dejligt; det havde jeg savnet. Onsdag havde jeg besøg af en vvs-mand. Ikke videre interessant. Torsdag var jeg til træning, og så var jeg i Skanderborg og spise frokost med min mor og min søster på Sørens, hvilket var alletiders 🙂

Denne Weekend: Morfar, Mormor, Teater og Farmor og Niels

Fredag blev Oscar hentet af sin morfar og mormor, så hans mor (det er mig) kunne have veninde-besøg og hygge og drikke rødvin. Og det var rigtigt hyggeligt. Det var nogle veninder jeg ikke havde set længe, men som jeg til gengæld har en lang historie med, så det var rart at blive opdateret 🙂 Lørdag morgen hentede jeg rundstykker og tog med til Morfar og Mormor og Oscar og så hyggede vi over rundstykkerne og var en tur på legepladsen. Om eftermiddagen var vi i teateret og se Ret Tit Borte Tit. Det var i musikhuset, og det var første gang Oscar var i teateret, og det var rigtig godt. Vi gik også lige forbi Filuren, og jeg har lige tjekket deres web site. Det kunne godt være at Oscar og jeg skal til og noget mere i teateret 🙂 Søndag var Oscar ude og besøge Farmor og Niels, og Mads og jeg var også inviteret derud og spise, så det har været en rigtigt hyggelig dag.

Advertisements




2-års-dag

14 09 2009

Vi inviterede gæster på vores “næsten 2-års-dag” fordi vi tænkte at vores 2-års-dag lå lidt for tæt på min termin, og vi havde en rigtig hyggelig dag.

I går var det så faktisk 2 år siden vi blev gift, og vi er tæt på termin, men jeg havde det strålende, så vi brugte dagen til at spille vores nye wii-spil “Little Kings Story”, som vi fik til vores “næsten 2-års-dag”, og så tog vi i biografen og så “Inglourious Basterds” og ud at spise på “Rick’s”. Gavekortet til middagen var også en næsten 2-års-dags-gave. Alt i alt 3 rigtigt gode oplevelser, som kan anbefales.





At Skille et Puslespil ad

12 09 2009

Det kan tage knap 5 måneder at lægge et puslespil på 9000 brikker. Det tager ca. 3 minutter at skille det ad igen…

Jigsaw 9120 Pieces Tidy Up 1

Jigsaw 9120 Pieces Tidy Up 1


Jigsaw 9120 Pieces Tidy Up 2

Jigsaw 9120 Pieces Tidy Up 2


Det tog selvfølgelig også lige nogle uger at tage sig sammen til at skille det ad. Det var jo nået at blive en fast del af møblementet…

Jeg har forresten været på orlov de sidste 4 uger, og så skulle man tro der var tid til en masse spændende blog-indlæg, men åbenbart ikke. Så dagens indlæg får lige et par anbefalinger med: se filmen “Slumdog Millionaire” og læs bøgerne “The Gargoyle” af Andrew Davidson og “Trækopfuglens Krønike” af Haruki Murakami!





Kunst-søndag

3 07 2009

Var forresten nede og se Sculpture by the Sea i søndags. Sidste dag, men helt klart en oplevelse der kan anbefales. Næste udgave er allerede den 29. oktober til den 15. november 2009 på Bondi Beach, så hvis du tilfældigvis er i nærheden af Sydney til den tid… Min favorit var forresten “Morpheus” af Phil Price:

Phil Price: Morpheus

Phil Price: Morpheus


Jeg tror det der tiltalte mig var de diskrete bevægelser, så man helt kunne blive i tvivl om toppen bevægede sig nu, eller det bare var noget man forestillede sig.

Og så nåede vi også lige Happy Birthday udstillingen på AROS. Her var favoritten nok Nørgaard. Det blev dog et hurtigt visit, så vi er nødt til at tage forbi igen snart og se Ib Geertsen – Mobiler.





Bøger

18 06 2009

Kom i tanke om at jeg engang skrev nogle anbefalinger af bøger på min blog. Jeg er ikke holdt op med at læse. Jeg har bare ikke været så god til at skrive om det…

Jeg har lige læst ‘The New Life’ af Orhan Pamuk (ja, den engelske oversættelse). Jeg ved ikke helt, om den hører til de bøger, jeg gerne vil anbefale. Den handler om en ung mands identitetskrise – og et helt lands identitetskrise, og den har helt klart nogle flotte og rammende beskrivelser og et flot sprog. Når jeg skal prøve at beskrive den lyder den egentlig ret fantastisk, men jeg synes også den havde nogle svage punkter, blandt andet den langsomme start og så er der et stykke hen mod slutningen hvor det virker som om fortællingen mister retning, men det kommer den dog stærkt tilbage fra.

En af mine venner bemærkede da han så bogen, at den lignede da hverken en Pratchett eller en Paolini, så jeg vil lige bemærke at jeg er altså ikke gået helt væk fra klassisk fantasy 🙂 De næste to bøger på natbordet hører dog heller ikke rigtig til den kategori. Jeg er lige gået i gang med ‘Bogtyven’ af Markus Zusak. Det er en bog om 2. verdenskrig med en utraditionel fortæller – Døden. Hvad er det egentlig for en genre? De første par sider tegner godt, men der er den risiko at stilen bliver anstrengt i et forsøg på at være ung og smart… Nedenunder ‘Bogtyven’ ligger ‘Confessions of an Ugly Stepsister’ af Gregory Maguire – historien om Askepots grimme stedsøster. Scenen er Holland i det 17. århundrede og forfatteren er amerikansk. Genre? Eventyr, historisk magisk realisme – eller er det bare fantasy? Jeg er i hvert fald spændt.

Og anbefalinger? Hvis jeg ikke har husket at fortælle det, så er ‘A Spot of Bother’ af Mark Haddon en virkeligt god bog. Og ‘Everything Is Illuminated’ af Jonathan Safran Foer er fantastisk!





En yndlings-krimi-forfatter

20 01 2009

Jeg har nu læst ‘Budbringeren’, og jeg tror måske jeg har fundet mig en yndlings-krimi-forfatter: Fred Vargas. Ok, måske skal jeg prøve at læse mere end en af hendes krimier før jeg beslutter mig (jeg tror faktisk kun der er tre, der er blevet oversat til dansk, og mit fransk er rustent, og er det ikke lidt kikset at læse den engelske oversættelse, hm eller måske er det ok, men altså det jeg prøvede på at sige var, at det ikke burde være svært at vælge den næste), men ‘Budbringeren’ var super-god, og jeg er ellers ikke den store krimi-fan. Da jeg blev færdig med ‘Budbringeren’, fandt jeg Neil Gaiman’s ‘American Gods’ i min ikke-læst bunke (købt i sommers i Hamburg), og Terry Pratchett’s ‘Making Money’ (mon ikke det er min dejlige mand, der har købt den til mig), så nu står den lige på fantasy lidt, men næste gang jeg lige får lyst til at læse en krimi, så tror jeg det bliver en af Fred Vargas.





Nye bøger

13 01 2009

Det har været jul, og der har været gaver, og nogle af dem var bøger, og der har også været lidt tid til at læse, så:

‘Drengen i Kufferten’ af Kaaberbøl og Friis kan anbefales som let ferie-underholdning. Det er en god krimi, men ikke en som man tænker længe over – altså bortset fra at jeg måske alligevel brugte noget tid på at tænke over hvor lang bogen havde været hvis hovedpersonen var startet med at gå til politiet. En krimi, som næsten læser sig selv, og som jeg nok mest vil anbefale til unge læsere og læsere som ikke læser så meget.

‘En dråbe i Havet’ af Kirsten Hammann synes jeg var fantastisk. En bog som stiller spørgsmål og giver en noget at tænke over, og som nok specielt egner sig til folk som mig, der engang imellem skal have at vide at vi altså ikke kan redde hele verden. Læs den!

‘The Unadulterated Cat’ af Terry Pratchett: Tjah, hvis jeg skulle have en kat skulle det selvfølgelig være en uforfalsket kat med alle de udfordringer der også følger med 🙂

‘Det kærlige køkken’ af Kirsten Skaarup har indtil videre budt på en fantastisk opskrift på linsefrikadeller, en lidt mere kedelig opskrift på stegte ris og en hel del godt læsestof. Med 350 opskrifter tror jeg det er en bog som stadig har meget godt at byde på.

‘Budbringeren’ af Fred Vargas starter godt, og nu tror jeg, jeg vil gå ind og læse videre…