Pisse-sur

3 05 2017

Jeg er pisse-sur. Det har jeg ikke lyst til at være. Jeg har et attak – heldigvis “bare” en føle-forstyrrelse. Det eneste jeg kan gøre ved det er ro og hvile. Det er jeg bare helt vildt dårlig til! Jeg synes det ville være meget rarere at få at vide at jeg skal bide tænderne sammen og kæmpe! Jeg vil gerne kunne gøre noget! Og så er vi tilbage ved den med at acceptere at jeg har en sygdom og lære at leve med den, ikke mod den!

Da jeg var på sclerose-hospitalet var jeg til nogle foredrag om mental robusthed og positiv psykologi. Når der er en dør, der lukker sig, er der en anden dør der åbner sig, og alt det der. Nå, men det var ikke den vej jeg skulle, ok?! Jeg er virkelig ikke god til det. Jeg ville ønske jeg var bedre til det.

På sclerose-hospitalet mødte jeg folk i kørestol, som bare var enormt positive og livsglade mennesker. Jeg tror det var det jeg skulle lære af nogle af de her foredrag. Jeg lærte om at skrive tre positive oplevelser fra dagen ned, og alt det der. Jeg synes ikke rigtigt, der er kommet noget ud af det.

Altså, jeg kan jo godt være glad og positiv og optimistisk nogle gange. Hm, måske er det godt nok. Måske må man også gerne være pisse-sur en gang imellem. Jeg tror jeg vil prøve at nøjes. Jeg vil ikke stile efter at være helt igennem glad og positiv og optimistisk hele tiden. Jeg vil bare prøve at være det lidt oftere!

Advertisements




Vores 2016

30 12 2016

img_20161211_134212

Kære alle

Godt nytår! Håber jeres 2017 bliver fyldt med glæde og mening og gode oplevelser.

Jeg har besluttet at skrive lidt om vores 2016. Jeg skriver det bagfra. Vi har lige holdt jul. Det blev desværre en juleferie, hvor vi skiftedes til at lægge os syge 😦

Det blev heldigvis alligevel en god jul med gode gaver, god mad og søde mennesker 🙂

I november var Oscar og jeg på AROS sammen med Fie Læsefidusen og Nadia og Maya og Lisa. Det var en god tur.

img_20161119_143639

Oscar har også spillet fodbold 2 gange om ugen i ude-fodbold-sæsonen + kampe, og har vundet flere medaljer.

5776

I Oktober holdt vi efterårsferie på Rømø og Sild sammen med Mormor, Morfar, Moster, Aslan, Noam og Daniel.

img_20161018_131413

I starten af oktober blev Oscar 7 år, og Bolette var en uge til konference i Bern. I slutningen af september var Bolette 2 uger på Sclerose-hospitalet i Ry. I starten af september spillede Oscar skolefodbold, og Mads og Bolette var til koncert med Nickelback.

I august startede Oscar i 1. klasse, og vi holdt snobrøds-arrangement på vejen.

img_20160807_144149

I juli holdt vi sommerferie i Bonbonland, Lalandia i Rødby, Knuthenborg Safaripark, Kiel, Danfoss Universe, Aarhus og Djurs Sommerland.

I juni var vi bl.a. i Labyrintia og Bolette var 2 uger på Sclerose-hospitalet i Ry.

img_20160619_130401

I maj var vi på familietur til Køln med små 30 familiemedlemmer fra 2 til 92 år.

Vi var også på Moesgård Museum og i Djurs Sommerland…

I april holdt vi 2*40-års-fødselsdag.

I marts var vi i Randers Regnskov og Leos Legeland og på Villa Vest.

I februar holdt vi vinterferie og vi var på Naturhistorisk Museum og Moesgård Museum og i Leos Legeland.

I januar havde vi en lille smule sne.

20160123_161504

Vi havde sikkert også en masse andre ting, men det kan jeg ikke huske. Det kan godt være at ‘året der gik’ er lidt for stor en mundfuld. Det kan være jeg skal prøve at skrive lidt flere indlæg næste år. Nu vil jeg bare sige godt nytår og på gensyn i 2017.

Kærlig hilsen Bolette





En dag i ferien: Ristorante il Bambino

21 07 2016

Hov jeg har vist glemt at udgive den her:

Et hyggeligt sted at spise aftensmad og dessert, og det eneste billede fra den feriedag. Den bød ellers også på bowling, vandland, lidt frokost, lidt indkøb, lidt legeland og så en hel masse regnvejr 😉





Engle

3 07 2015

Jeg har en vis kusine, som jeg holder meget af. Jeg besøgte hende i dag og hun læste englekort for mig. Hun fortalte mig, at det er mit formål med livet at være miljø-forkæmper. Hun foreslog også at jeg starter småt, men ikke præcist med hvad, så nu vil jeg gå i gang med at lede efter det rigtige sted at starte. Jeg ved ikke helt om jeg er enig i at det er mit formål med livet, men jeg er da enig i at der er en lille smule øko-hippie gemt i mig.

Min kusine er glad for at jeg ikke som resten af familien bare kalder hende skør, men i stedet siger, at jeg tror det giver livet værdi også at tænke over sit formål, i stedet for kun at tænke på hvad der skal købes ind og hvor sofaen skal stå.

Jeg har fået en WordPress app på min telefon. Den skal da prøves!





Hej

25 04 2015

Har ikke skrevet i et år. Ved ikke helt hvor jeg skal starte. Nej! Det bliver ikke julekort-året-der-er-gået-stilen.

Filosofi

En gang imellem falder jeg i filosofiske-overvejelser-staver. Hvad giver mit liv værdi? Hvorfor er jeg her? Hvad vil jeg opnå i mit liv? Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker der er tæt på mig – og det er jo også dem der giver mit liv værdi. Måske er det så simpelt, og jeg skal lade det ligge der, men engang imellem tænker jeg alligevel: “er det nok? Er jeg ikke mere ambitiøs?”

Politik

En gang imellem (ofte) er jeg utilfreds med den verden, den verdensdel, det land jeg lever. Så kan jeg godt tænke at jeg burde være mere ambitiøs. Hvis jeg er utilfreds med den politik, der bliver ført, så er det vel jeg skal tage ansvar, og prøve at lave om på tingene. Jeg ved ikke om Alternativet er det rette sted. Det lyder som mig. Min litteratur og min rock skal i hvert fald helst være alternativ…

Energi

Jeg har ikke været til nogen møder endnu. Jeg har ikke engang læst hele deres ind til videre nedskrevne politik. Det bliver nok ved tankerne. Jeg tænker også nogen gange, at jeg har jo ikke energi til at gå ind i politik, så måske frivilligt arbejde? Der er jo organisationer, der hjælper, der hvor der er hjælp behov. Jeg kan ikke holde til så meget, men måske besøgsven eller lektiehjælp? Nej, for så kunne jeg vel holde til at arbejde flere timer i mit fleksjob! Jeg ved ikke helt om det er tilladt at have en sjov eller aktiv fritid, hvis man er i fleksjob. Jeg tror i hvert fald ikke det er noget folk tør skilte med. Jeg prøver faktisk for tiden og se om jeg kan holde til at sætte mit fleksjob op med et par timer igen. Der er gode uger, hvor jeg tænker “selvfølgelig, kan jeg det :-)”, og så er der de uger, hvor jeg har svært ved at få det til at hænge sammen og bare tænker “kan 2 timer fordelt over fire dage virkelig være så hårde?”

Familieliv

Og så har jeg forresten en dejlig dreng, der er ved at blive stor, og er begyndt at gå til fodbold igen. Han har bare skiftet klub til Skovbakken. Og en dejlig mand! Og blomster i haven! Og store tomatplanter, der snart er klar til at blive plantet ud på terrassen. Og ferie i en hel uge 🙂





En lille smule vinterferie

17 02 2014

I sidste uge har Oscar og jeg holdt en lille smule vinterferie mandag og onsdag, og så må vi ha’ noget ferie til gode til en anden gang 😉

Mandag besøgte vi Zigzag om formiddagen, og så var vi i Ikea om eftermiddagen. Zigzag? Zigzag er en god veninde. Oscar er også glad for hende. Det er ham der kalder hende Zigzag. Han er vist nok Zigzag 2. Jeg tror også godt hun kan lide Oscar. De kan I hvert fald få hinanden til at grine – og alle os andre 🙂

I Ikea købte vi et tegne-bord og en stol til og en hunde-hale-knage, som vi ikke har fået hængt op endnu. Og så spiste vi billig aftensmad.

Tirsdag var vi i børnehave og på arbejde.

Onsdag tog vi ud og besøgte Moster Pernille og Fætter Aslan, som også havde vinterferie. Det regnede, da vi kørte derud og det regnede, da vi kørte hjem, men der imellem var der en time med dejlig solskinsvejr, så vi var en tur på legepladsen 🙂

Pernille, Oscar og Aslan på legepladsen i solskin

Pernille, Oscar og Aslan på legepladsen i solskin


Og der er flere billeder i det her Google+ album.

Torsdag og fredag stod på børnehave og arbejde igen. Lørdag var fantastisk hygge-dag for både børn og voksne med hjemmelavede chokolader og ungarsk aftensmad og rigtigt godt selskab: Vores helt egen Serviet-union. Og så tog jeg til Porto søndag for at arbejde – mere om det senere…





Så gik der tid med det

9 02 2014

Sidste weekend: Et sørøverskib, en raket, noget vasketøj og en masse lego

Oscar brugte starten af sidste uge på at ligge syg. Fredag var han af sted i børnehave igen (kort dag) og så har han ellers brugt weekenden til at komme ovenpå igen. Det vil sige at vi faktisk mest har slappet af. Set lidt fjernsyn (mest Tom og Jerry), spillet lidt iPad, lavet lidt mere (1½) af vores “kreativ julekalender projekter” og så har vi skilt lego ad og samlet lego…

Måske skulle jeg finde nogen billeder…

Oscar bygger Lego

Skil Lego robot ad; byg Lego bil! 1. februar 2014.


Sørøverskib

Sørøverskib fra Shanes julekalender 2012, bygget 2. februar 2014.

Jeg har også en video af en Oscar, der sidder og maler, men jeg tror lige den skal klippes lidt kortere…

Hverdage Uge 6

Jeg tror den her uge lignede de fleste… Eller det vil sige Oscar gik i børnehave, og Mads og jeg gik på arbejde, men udover det så havde jeg faktisk også lidt travlt. Oscar og jeg var til musik mandag, og det var rigtigt godt, og så var vi forbi fiskemanden og hente fiskefileter på vej hjem, og det var også godt. Tirsdag var jeg til yoga. Det var dejligt; det havde jeg savnet. Onsdag havde jeg besøg af en vvs-mand. Ikke videre interessant. Torsdag var jeg til træning, og så var jeg i Skanderborg og spise frokost med min mor og min søster på Sørens, hvilket var alletiders 🙂

Denne Weekend: Morfar, Mormor, Teater og Farmor og Niels

Fredag blev Oscar hentet af sin morfar og mormor, så hans mor (det er mig) kunne have veninde-besøg og hygge og drikke rødvin. Og det var rigtigt hyggeligt. Det var nogle veninder jeg ikke havde set længe, men som jeg til gengæld har en lang historie med, så det var rart at blive opdateret 🙂 Lørdag morgen hentede jeg rundstykker og tog med til Morfar og Mormor og Oscar og så hyggede vi over rundstykkerne og var en tur på legepladsen. Om eftermiddagen var vi i teateret og se Ret Tit Borte Tit. Det var i musikhuset, og det var første gang Oscar var i teateret, og det var rigtig godt. Vi gik også lige forbi Filuren, og jeg har lige tjekket deres web site. Det kunne godt være at Oscar og jeg skal til og noget mere i teateret 🙂 Søndag var Oscar ude og besøge Farmor og Niels, og Mads og jeg var også inviteret derud og spise, så det har været en rigtigt hyggelig dag.