Hej

25 04 2015

Har ikke skrevet i et år. Ved ikke helt hvor jeg skal starte. Nej! Det bliver ikke julekort-året-der-er-gået-stilen.

Filosofi

En gang imellem falder jeg i filosofiske-overvejelser-staver. Hvad giver mit liv værdi? Hvorfor er jeg her? Hvad vil jeg opnå i mit liv? Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker der er tæt på mig – og det er jo også dem der giver mit liv værdi. Måske er det så simpelt, og jeg skal lade det ligge der, men engang imellem tænker jeg alligevel: “er det nok? Er jeg ikke mere ambitiøs?”

Politik

En gang imellem (ofte) er jeg utilfreds med den verden, den verdensdel, det land jeg lever. Så kan jeg godt tænke at jeg burde være mere ambitiøs. Hvis jeg er utilfreds med den politik, der bliver ført, så er det vel jeg skal tage ansvar, og prøve at lave om på tingene. Jeg ved ikke om Alternativet er det rette sted. Det lyder som mig. Min litteratur og min rock skal i hvert fald helst være alternativ…

Energi

Jeg har ikke været til nogen møder endnu. Jeg har ikke engang læst hele deres ind til videre nedskrevne politik. Det bliver nok ved tankerne. Jeg tænker også nogen gange, at jeg har jo ikke energi til at gå ind i politik, så måske frivilligt arbejde? Der er jo organisationer, der hjælper, der hvor der er hjælp behov. Jeg kan ikke holde til så meget, men måske besøgsven eller lektiehjælp? Nej, for så kunne jeg vel holde til at arbejde flere timer i mit fleksjob! Jeg ved ikke helt om det er tilladt at have en sjov eller aktiv fritid, hvis man er i fleksjob. Jeg tror i hvert fald ikke det er noget folk tør skilte med. Jeg prøver faktisk for tiden og se om jeg kan holde til at sætte mit fleksjob op med et par timer igen. Der er gode uger, hvor jeg tænker “selvfølgelig, kan jeg det :-)”, og så er der de uger, hvor jeg har svært ved at få det til at hænge sammen og bare tænker “kan 2 timer fordelt over fire dage virkelig være så hårde?”

Familieliv

Og så har jeg forresten en dejlig dreng, der er ved at blive stor, og er begyndt at gå til fodbold igen. Han har bare skiftet klub til Skovbakken. Og en dejlig mand! Og blomster i haven! Og store tomatplanter, der snart er klar til at blive plantet ud på terrassen. Og ferie i en hel uge 🙂

Advertisements




Dagens Trivielle Råd :)

3 10 2008

Ok, ved ikke helt med anmeldelse, men jeg er næsten færdig med Ian Rankins ‘Black and Blue’; ‘gammel’ Rebus-krimi fra ’97. Den er god! Ian Rankin kan skrive en spændende krimi med personer, som man tror på; personer med masser af fejl og mangler og som bøjer reglerne, men ikke mere end man stadig kan tro på at der er forskel på heltene og skurkene. Og så kan han skrive de her små bidder af samtaler, som er så virkelighedsnære og livskloge, at man ikke helt kan forstå det kan skrives med så få ord.

Dagens trivielle råd? Jeg har lige set lidt morgen-tv, og de havde besøg af en hjerneforsker, som jeg ikke kan huske navnet på, men han har netop udgivet en bog om at opnå nydelse. Et af hans gode råd er at leve i nuet. En gang imellem er det en god ting at blive mindet om. Så i stedet for at bruge din tid på at bekymre dig om gårsdagens fejltrin og morgendagens udfordringer, så husk at opleve nuet!